Fra træfiner og pap til ulv og krondyr
I den seneste tid har vi været i fuld gang med at bygge fire nordiske dyr, som bliver en del af flokken, når THE HERDS besøger Danmark i uge 29. Herfra rejser de videre til Sverige og når til sidst Polarcirklen ved Trondheim i Norge.
Søndag den 15. juni blev de sidste detaljer færdiggjort – og nu er dyrene klar til at drage med, når flokken flygter fra klimakatastrofen.

Alle, der har været med i byggeprocessen, har arbejdet frivilligt – og vi vil gerne sige en stor tak til jer alle! Heriblandet de mange frivillige fra ReThinkers som fandt vej til både DOKK1 og TinyOffice. Dernæst til alle Givisterne som gav alt hvad de havde uden forventning om at få noget igen.
I dette indlæg kan du læse om hele rejsen: fra træfiner og pap til ulv og krondyr.
Byggeworkshops på DOKK1
Mandag den 28. april skød vi projektet i gang med en uges workshops på DOKK1. Her fik vi besøg af den sydafrikanske dukkedesigner Hansie Visage, som guidede os trygt gennem de første skridt.
På DOKK1 blev fundamentet lagt: Hovederne blev formet i karton og dækket med lag af papmaché, mens kroppene blev opbygget af tusindvis af træfinerstykker – enten limet sammen eller forbundet med stof for at give dyrene den rette bevægelighed.




Det var fantastisk at arbejde på DOKK1. Mange nysgerrige kiggede forbi og spurgte interesseret ind til projektet. Selvom det til tider gik ud over tempoet, var det en gave at mærke den opmærksomhed og nysgerrighed. Vi fandt dog hurtigt ud af, at processen krævede tid – og derfor besluttede vi at afholde flere workshops for at komme helt i mål.
Workshops på TinyOffice
Søndag den 1. juni flyttede vi byggeprocessen til TinyOffice på Sydhavnen. Her manglede stadig enkelte dele: ét krondyr manglede ben, og én af ulvene manglede både hals og hoved.







Her begyndte vi også de mere detaljerede processer – blandt andet blev der sat ‘hud’ på en af ulvene, og der blev kælet for detaljerne i hovederne. Det hele foregik i skønt solskinsvejr.

I uge 24 – tirsdag den 10. juni og torsdag den 12. juni – var kroppene stort set færdige, og fokus var nu på æstetikken. Store mængder pap blev revet fra hinanden og forarbejdet, så dyrene fik den helt rigtige struktur og overflade. Vi så flere gengangere blandt de frivillige – nogle kunne ganske enkelt ikke lade være med at komme igen. Det var jo blevet deres ulv!






Torsdag fik vi også besøg af medierne, blandt andet til denne flotte artikel i Jyllands-Posten: Frivillige århusianere laver kæmpedukker…





Søndag den 15. juni afholdt vi den sidste workshop. Det var ikke helt uden udfordringer – store dele af byen var lukket pga. Aarhus Motions halvmaraton – men folk fandt alligevel vej. Vi sluttede af med fællesbilleder og klapsalver for en imponerende fælles indsats.




Hvor kan du møde dyrene?
Nu står vi med fire færdige dyr: to ulve og to krondyr – alle klar til at blive en del af THE HERDS.
Inden de drager videre, kan du faktisk møde dem her i Aarhus:
En ulv og en krondyr er allerede nu udstillet på Naturhistorisk Museum, og de to andre dyr kan opleves på DOKK1 fra uge 27.
Vil du opleve dyrene komme til live – sammen med mange andre – så sæt kryds i kalenderen:
Fredag den 18. juli i Aarhus – på DOKK1 og Naturhistorisk Museum
Lørdag den 19. juli i København – på Dronning Louises Bro og Blågårds Plads
Søndag den 20. juli i København – på Ofelia Plads